Presse

Artikel fra Helse nr. 9, 2009 af Rasmus Barud Thomsen, Journalist

Ole Michelsen
Fotograf: Carsten Lundager

Døden er overvurderet

17. januar i år mistede Ole Michelsen sin datter Trine til kræften. Efter syv års sygdom døde hun på et hospice med sin far ved sin side. Den oplevelse vil han gerne dele med andre, for døden er ikke så frygtelig, som vi måske tror.

Langt de fleste mennesker oplever på et tidspunkt at miste en, de har kær. Ole Michelsen har prøvet det flere gange, end de fleste forhåbentligt kommer til. Som han selv udtrykker det, ’så kan det ikke blive værre’. Da han var 15 år, begik hans far selvmord, hans første hustru mistede livet i en bilulykke efter få års ægteskab, og i januar i år døde hans eneste datter, Trine Michelsen, af kræft. Tilbage står en mand, der ikke længere frygter døden, og som har lært, at det ikke er alting, man behøver at forstå.

Til gengæld vil han gerne have, at den smerte og de prøvelser, som han har været igennem, skal komme andre mennesker til gode. Med afsæt i datterens sygdom vil han derfor holde foredrag om, at den sidste tid sammen med vores elskede kan blive en god og en smuk tid.

”Midt i den ubeskrivelige smerte og sorg er der en masse gode ting, som er vigtige at fortælle. Døden er nemlig ikke så slem, som vi forestiller os,” fortæller den tidligere filmanmelder, der også åbent har fortalt om det alkoholmisbrug, som på et tidspunkt var ved at koste ham job og familie.

I syv år levede Ole Michelsen med viden om Trines kræftdiagnose, der var en type knoglekræft, som spredte sig til lungerne. Derfor stod det i de sidste fem år klart, at sygdommen ville koste hende livet. Det var bare et spørgsmål om tid. Menneskeligt set er det ifølge Ole Michelsen meget svært at indrette sig efter.
”Alt er til at holde ud, hvis der er udsigt til, at det bliver bedre. Det kunne man bare ikke sige i denne situation. Det blev ikke bedre, det blev værre,” fortæller han.

En afdeling for de døende

Med årene blev Trine mere og mere syg, men på trods af det kunne hun med den rigtige smertebehandling få det så tåleligt, at der blev plads til liv, normale samtaler og glæder indtil det sidste. Men det sidste års tid blev hun så dårlig, at hun havde svært ved at administrere sit liv hjemme i sin lejlighed. Hun blev derfor indlagt på Bispebjerg Hospitals afdeling P20, som er en smertelindrende afdeling. Her er de ansatte dygtige til at lindre patienternes smerter, og man giver ikke patienterne nogle illusioner om, at de bliver raske igen. De er her, fordi de skal dø.

”Som jeg oplevede det, var det en af de mest positive sider ved det danske sygehusvæsen. Der er ingen maskiner, ingen elektronik, ingen støj, ingen travlhed og stress, som der er på de normale kræftafdelinger, hvor det hele suser og runger som et mareridt af en amerikansk film, og man møder ti forskellige læger i løbet af et forløb samtidig med, at man er dybt ramt af sorg. Når man kommer til P20, er der fred, og alt er tilladt,” fortæller han.

Trine, som var storryger, kunne nemlig gå ned i et rygerum og ryge sine smøger, og hun kunne få sig en cognac sammen med de andre dødssyge patienter på afdelingen.
”Vi snakkede film med de andre patienter og deres pårørende, og de talte om kvaliteten af cognacen, mens vi sad ude i en lille have i sommervejret og hyggede os. Det var en god tid,” husker Ole Michelsen.

Her må du gøre alt

Trine var på afdeling P20 flere gange i løbet af et halvt års tid. Derefter flyttede hun over til Håndværkerhavens palliative afdeling, hvor folk kan bo den sidste tid af deres liv. Som Ole beskriver det, var det fra den ene dødsgang til den anden.
”Folk døde om ørene på os. Men det var alligevel en meget fin tid, for det var en tid med ’no shit’, der var ikke noget vrøvl, og vi var lykkelige for personalet,” fortæller Ole Michelsen.

Hvad angår laster, så var det også et endnu bedre sted at være end på afdeling P20.
”Det første, afdelingssygeplejersken sagde, da hun bød os velkommen, var, at her må man gøre alt. Drikke, ryge på værelset og gå i seng, når det passede os og modtage gæster døgnet rundt. Der var også en have, men den nåede vi ikke at bruge. Men jeg hængte filmplakater op på hendes værelse, hvor der også var masser af blomster fra alle de besøgende. På den måde var det et rart sted at være for Trine,” fortæller han.

Selv havde han forestillet sig, at stemningen på et hospice ville være frygtelig.
”Men nej,” siger han, ”i den situation er det det bedste sted at være, fordi du er sammen med folk i samme situation og med personale, der forstår dig,” siger han og fortsætter:
”Døden er på en eller anden måde overvurderet. Det er mærkeligt at sige det, men vi skal jo dø alle sammen, og jeg vidste, at når Trine døde, så hørte smerterne op. Pinslerne hører sammen med livet, og på den måde kan døden være en udfrielse. Der var jo ikke noget alternativ, ikke nogen behandling, ingen vej uden om,” fortæller han.
Tiden på Håndværkerforeningens plejehjem blev derfor brugt til at finde ro og til at holde op med at tænke på døden. Både for Trine og for ham selv.

Dele en lillebitte trøst

Hvilke krav sætter det til ens evne til at leve i nuet og ikke tænke på, hvad der venter i morgen?
”Der er ingen af os, der ved, hvordan vi reagerer i sådan en situation. Men man kan ikke blive ved med at leve med perspektivet om, at man skal dø. Så kunne du og jeg jo også gå rundt og være bange hele tiden, for vi skal også dø på et tidspunkt. Hvis man bliver grebet af den angst og tvangstanke, at man skal dø, så er der jo nogen, der hænger sig bare for at komme døden i forkøbet. Men Trine fik ro i Håndværkerhaven oven på en lang og belastende behandlingsperiode med strålebehandling og operationer,” fortæller han.

”Når jeg fortæller det her, så er det også for at dele en lillebitte trøst med andre mennesker. Det kan være, at det at dø er mindre forfærdeligt, end vi forestiller os. Det var det for mig, selv om der havde været mange frygtelige perioder, inden Trine havnede der i de kærlige hænder i Håndværkerhaven. Hun havde blomster omkring sig, hun måtte gøre, hvad hun havde lyst til, og hun havde sine gode venner og mig omkring sig. Det gav hende ro til at slappe af.”

Søgte væk i biografen

Under sygdomsforløbet måtte Ole også selv have tid til at lade op for at kunne være der for Trine. Han tilbragte blandt andet tid i sit hus på Lolland, men også biografens mørke blev en del af hans genopladning. En slags eskapisme, som han selv beskriver det.
”I biografens mørke er det næsten umuligt at tænke på andet end den film, der kører foran. For mig er det en af de bedste måder til at glemme verden omkring mig et par timer. Så jeg fik set nogle film undervejs,” fortæller han.

Ole vendte altid tilbage til Trine, og de nåede at være på Håndværkerhaven godt fem måneder, og det var også her, hun døde. ”Jeg var hos hende, da det skete,” fortæller han.
Vidste du, da det skete, at det var nu, hun skulle dø?
”Vi havde en stærk formodning om det. Det var sådan, at nogle gange gik hendes generelle helbred ned i en bølgedal, og så kunne de dygtige læger løfte hende op igen. Men så fik hun igen en nedtur, og den tilknyttede overlæge sagde, at denne gang troede de ikke, hun kom op igen,” fortæller han.

Aftenen før, hun døde, var Ole ved 20 tiden overbevist om, at Trine ville dø i løbet af natten. Men så fik hun det en smule bedre omkring kl. 23-24, og han tænkte, at hun nok ville overleve natten med. Han sov som sædvanlig ved siden af hende på en klapseng, og der var han også faldet i søvn, da natsygeplejersken kom kl. tre, prikkede ham på skulderen og sagde, at Trine var død.

”Den aften havde jeg sagt godnat, ordet farvel brugte jeg ikke, og jeg havde også sunget lidt for hende, holdt hende i hånden og sagt ’godnat min lille skat, nu ligger jeg her ved siden af dig, sov rigtig godt’. Og der glider hun langsomt væk. Det ærgrer mig, at jeg ikke sad med hende i hånden, da hun døde. Men sygeplejersken fortalte, at da jeg sagde de ting til hende, der var hun gledet over i en tilstand, hvor hun skulle dø kort efter.”

Stolt af Trine

Selv om Ole Michelsen meget naturligt får tårer i øjnene, når han fortæller om især den sidste tid, så vil han gerne understrege, at det i sidste ende ikke blev så frygteligt hårdt, som han havde forestillet sig.
”Det blev ikke en Bergmansk dødskamp med råb og skrigen, og hvad jeg ellers har set på film. Det blev en rolig og smuk tid, og det har jeg det godt med til at leve videre med.”

”Jeg føler også, at jeg skylder Trine at fortælle, hvor fint hun egentligt klarede det. De andre patienter og pårørende har siden fortalt mig, at Trine betød meget for dem under forløbet, og hun gav dem glæde. Det, synes jeg, er stort. Er det noget bedre i denne verden, end at kunne være noget for andre mennesker, specielt når man selv er i en presset situation? Det kan jeg ikke rigtig forestille mig.”

 

 

Film skal ses i Kaj-Kino

Ole Michelsen, Paprika Steen, Sønnen Otto og Michael Falch
Fotograf: Christian Lindgren

275 gæster til snigpremiere på prisbelønnet Paprika Steen-film

Af Peter Foersom, Folketidende

RØDBYHAVN Filmmanden Ole Michelsen var i storform, da han i aftes - fire uger før den officielle premiere - introducerede det danske filmdrama Applaus som sit åbningsbidrag til det 11. Lys over Lolland, hvor en uofficiel premierebiograf gennem årene har været en af udstillingens attraktioner.

I år blev det til en snigpremiere under større forhold end nogensinde, idet Lys over Lollands biograf denne gang deler lokale med udstillingens øvrige publikumsmagneter på musik- og teaterfronten.

Det betyder mere end det dobbelte antal pladser, og da Ole Michelsen lagde fra land, havde han samlet et publikum på henved 300.

Med få ord tog han salen i sin favn og formåede på et øjeblik at genskabe stemningen fra tidligere tiders fascinerende Bogart-programmer på tv, men nu live i Rødbyhavn.

- Filmfestivaller vil gerne have noget med kant, og Paprika Steen, som spiller hovedrollen i Applaus, har netop indkasseret prisen for bedste kvindelige skuespiller ved en festival i tjekkiske Karlovy Vary, sagde han.

- Hun er ved at blive en festivaldarling, fortsatte han, og man kan nu afvente, om der kommer flere priser den canadiske i Toronto.

Hvorefter han introducerede en storsmilende Paprika Steen sammen med Michael Falch, der er hendes mandlige modspiller, og kort efter den 9-årige Otto Steen Rieks, som er Paprika Steens søn både i virkeligheden og i filmen, hvor han sammen med den endnu yngre Noel Koch-Søfeldt spiller den feterede skuespillerindes børn.

- Hvordan var det at opleve din mor i dén rolle, spurgte Ole Michelsen.

- Lidt skræmmende. Men det var godt, hun var med, svarede drengen.

Har stået i orkanens øje

Michael Falch satte netop det skræmmende element i sit mere erfarne perspektiv.

- Det er 20 år siden, jeg sidst var med i en biograffilm, og det var Tarzan Mamma Mia. Men nu har jeg stået i orkanens øje, og hvordan står man, når man står i en orkan, spurgte han og smilede til Paprika Steen, som jo så måtte være orkanen.

- Det var en sindsygt spændende oplevelse. Men jeg skal øve mig, hvis jeg skal spille flere film, fortsatte han.

Og så er vi fremme ved hovedsagen, for Paprika Steen er filmens absolutte hovedfigur, og når vi kalder den et filmdrama, er det nærmest mildt sagt.

Filmens tema er den feterede skuespillerindes fortvivlede håb om et liv - et rigtigt liv - ved siden af livet på scenen. Den er domineret af nærbilleder, og hovedmotivet er Paprika Steens ansigt, og hendes suveræne mimik ledsager næsten hver eneste replik med det tryglende omkvæd:

- Vil du ikke nok holde af mig?

Det siger hun selvfølgelig ikke. Men det er det, filmen handler om, og hver gang hun trygler, gør hun det kun sværere for sig selv at opnå.

Det er stærk filmkunst, som sættes i relief af indlagte optagelser fra Paprika Steens teaterpræstation i den grusomme Who´s Afraid of Virginia Woolf, hvor skuespillerne skændes i to timer.

- Det er en rigtig familiefilm, sagde Paprika Steen afværgende og mente det ikke.

Bortset fra, at hun jo spiller sammen med sønnen Otto, og at ægtemanden Mikael Rieks har produceret, og at de alle har udviklet historien i fællesskab med debut-instruktøren Martin Zandvliet.

Flere film på programmet

Biografen på kajen med det spøjse navn Kaj-Kino byder på et rigtigt biograflærred på 4 x 9 meter, et stort højttaleranlæg og en fremragende akustik.

Der er to forestillinger endnu. Onsdag 2. september klokken 17 kan man se fotografen Simone Kærns flyverfilm om en tur til Kabul i et lille sportsfly, og lørdag 5. september klokken 20 er det tid til endnu en snigpremiere, denne gang med den franske Coco før Chanel med den dejlige Audrey Tautou (Amélie) i hovedrollen.